Privat ordblindeundervisning - Intensivt forløb
Er dit barn testet ordblind eller kæmper det med læsning og skrivning og føler sig hægtet af undervisningen i klassen?
Er eksamen kommet lidt for tæt på, og er dit barn ikke så fortrolig med de kompenserende IT- hjælpemidler, og vil hun/han samtidig gerne have øvet de mest almindelige færdigheder uden hjælpemidler?
Er dit barn testet i kategorien gul, men har brug for intensiv læse-, stave- eller skriveundervisning, fordi skolearbejdet bare er svært?
Der er ca. 7% ordblinde i hver klasse, ofte betegnet som elever i rød kategori, og regner vi elever med afkodningsvanskeligheder med, ofte betegnet som gule elever, er procentsatsen måske nærmere 20%. Det betyder, at rigtig mange børn og unge, har svært ved at følge med i klassens undervisning. Det medfølger desværre ofte et lavt selvværd og en modløshed overfor skolearbejdet, og læsning og lektier bliver en kamp, fordi niveauet er alt for svært.
Uanset hvad der er på spil af det nævnte, kan jeg tilrettelægge et individuelt forløb, der passer til netop dit barn.
Da mange børn har gået med deres vanskeligheder over lang tid og er kommet langt efter kammeraterne, betyder det også at mit arbejde med jeres barn er et langt sejt træk. Jeg tilbyder ingen hurtige løsninger, der er klaret på et par timer, men i stedet forløb med udgangspunkt i netop jeres barns vanskelighed. Forløbene varer fra efterårsferien til jul, fra jul til påske og fra påske til sommerferien. Som udgangspunkt vil jeg gerne have jeres barn her i 2 lektioner af gangen, om det så er hver eller hveranden uge, er noget vi kan aftale.
Pris: 650 kr. pr lektion.
Hun er inde i det hele, som kan virkelig hjælpe os til at blive meget bedre til at læse og skrive.
Dreng 6. klasse
Eksempler på indsatser
-
Jeg underviser i bogstavernes lyd og form, så dit barn får styr på bogstaverne og læsestrategierne. For de yngste elever er det med udgangspunkt i lydrette bøger og tekster og materialerne hentes bl.a. fra Alinea, Specialpædagogisk forlag og Straarup og co samt gode apps.
-
Jeg underviser i stavning. Vi tager udgangspunkt i dit barns staveniveau med afsæt i Staverakettens oversigt, så dit barn lærer at dele i stavelser, at fingertappe, og kommer til at kende de forskellige staveregler.
-
Jeg underviser i kompenserende IT, så tale til tekst, cd- ord, intowords og appwriter ikke kun bliver noget de kender, men noget de kan anvende i praksis.
EyeJustRead
Jeg er så heldig at kunne få lov til at arbejde sammen med EyeJustRead, så min elever vil også stifte bekendtskab med dette.
EyeJustRead anvender den nyeste eyetrackingteknologi til at optage barnets øjenadfærd under læsning. Jeg analyserer læsningerne ved hjælp af min faglige viden og data fra programmet og kan dermed komme med et mere kvalificeret bud på en indsats, der passer på netop dit barn.